Den styrkede pædagogiske læreplan er grundlaget for vores arbejde
I Kastanjen er det vigtigt at:
- Vi ser det store i det små
- Læring sker hele dagen
- Basen for læring er tilknytning
- Vi lærer af hinanden og med hinanden
- Der er børnefællesskaber og læring for alle børn
- Vi reflekterer og gør os didaktiske overvejelser
- Vi voksne er positive og tydelige i vores kommunikation
- Den voksne er ”karavanefører”
- Vi analyserer, evaluerer, justerer og dokumenterer vores læringsmiljøer gennem didaktiske værktøjer og pædagogiske teorier
- Alle børn får en god start og en god afslutning på dagen
- Alle børn opnår handlemuligheder til at mestre livet (dannelse)
Kommunikation og sprog er centralt i barnets udvikling
Børns kommunikation og sprog tilegnes og udvikles i nære relationer med barnets forældre, i fællesskaber med andre børn og sammen med det pædagogiske personale. Det centrale for børns sprogtilegnelse er, at læringsmiljøet understøtter børns kommunikative og sproglige interaktioner med det pædagogiske personale.
Det er ligeledes centralt, at det pædagogiske personale er bevidst om, at de fungerer som sproglige rollemodeller for børnene, og at børnene guides til at indgå i fællesskaber med andre børn.
Pædagogiske mål for læreplanstemaet:
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udvikler sprog, der bidrager til, at børnene kan forstå sig selv, hinanden og deres omverden.
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn opnår erfaringer med at kommunikere og sprogliggøre tanker, behov og ideer, som børnene kan anvende i sociale fællesskaber.
Sådan understøtter vores pædagogiske læringsmiljø børnenes kommunikation og sprog
Sprog er forudsætningen for at udtrykke sig og kommunikere med andre. Der findes mange forskellige sprog, som alle spiller en rolle i børns udviklingsproces og som skal have opmærksomhed. Talesprog, skriftsprog, tegnsprog, kropssprog og billedsprog er blot nogle af de kommunikationsformer, vi alle benytter os af.
Børn skal støttes i at udvikle deres danske ordforråd og i at forstå de begreber og regler, der gælder for det talte sprog. Deres naturlige interesse for det skrevne sprog skal bakkes op. For at kommunikere ”rigtigt” er det vigtigt, at børn forstår sammenhænge mellem for eksempel kropssprog, mimik og tale. Et varieret og korrekt dansk sprog og evnen til at bruge det, så det passer i forskellige situationer, øger muligheden for at blive forstået. Sprog skaber kontakt, og evnen til at bruge nuancerne i sproget støtter og fremmer forståelsen af og fra andre.
Det er vigtigt at træne dialogen, så børn i fællesskabet kan tale, lytte, stille spørgsmål, give svar og være aktive i at planlægge fælles aktiviteter og projekter. Børn har behov for at møde voksne mennesker, der lytter til dem med forståelse og anerkendelse, så de får mulighed for at udtrykke det, de er i tvivl om, glade for eller kede af, og så de frit kan lufte deres meninger, følelser og tanker.
Sproglige færdigheder er en indgangsdør til verden – en mulighed for at høste viden og erfaringer. Det er derfor vigtigt at støtte børnene i at sætte ord og begreber på de oplevelser, de har i dagligdagen. Sproget er en forudsætning for frugtbare løsninger af problemer og konflikter. Balancen i fællesskaber afhænger af børnenes evner til at sige til og fra, og om de har de sproglige forudsætninger for at udtrykke, hvad de mener, og dermed formår at blive forstået af både børn og voksne.
Eksempler fra vores praksis i Kastanjen:
- Vi skaber situationer, hvor børnene i ro kan udtrykke sig og blive lyttet til.
- Vi fortæller historier og læser bøger for børnene.
- Vi benytter redskabet/metoden dialogisk læsning – ”minilæse leg”.
- Vi lader børnene fortælle historier og ”læse” for og med hinanden.
- Vi giver børnene mulighed for at udtrykke sig i ord, kropssprog, billedsprog, dans, drama og leg.
- Vi udvikler en kultur, hvor børnene taler sammen.
- Vi tilrettelægger projekter ud fra børnenes fælles interesser og sørger for at tilgodese børnenes mange forskellige udtryksformer.
- Vi understøtter børnenes begejstring for sang og musik.
- Vi går på biblioteket.
- Vi leger sprogligt med rim, remser og gentagelser.
- Vi benytter og udvikler diverse sprog kufferter – hvor visualisering og konkreter understøtter den sproglige udvikling både verbalt og nonverbalt.
- Vi evaluerer barnets kommunikation og sprog gennem trivselsdimensionerne i forbindelse med de halvårlige trivselsevalueringer
Ovenstående er blot et eksempel på, hvordan vi behandler ét af læreplantemaerne omhandlende kommunikation og sprog.
Krav til pædagogisk læreplan
Der er krav i dagtilbudsloven om, at alle institutioner skal udarbejde en skriftlig pædagogisk læreplan. Den pædagogiske læreplan udgør rammen for alle børns læring.
Den pædagogiske læreplan indeholder:
- Det fælles pædagogiske grundlag
- Beskrivelse af seks læreplanstemaer
- Pædagogisk mål for sammenhængen mellem læringsmiljøet og børns læring
Den pædagogiske læreplanen skal evalueres mindst hvert 2. år. Både den pædagogisk læreplan og evalueringen skal være offentlig tilgængelig. Hvis du er forælder i institutionen, kan du finde vores pædagogiske læreplan i fuld længde på Aula. Har du ikke adgang til institutionens Aula, kan du henvende dig til den pædagogiske leder og få den tilsendt.